Boomers, Gen X’ers og Millennials

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Alternate Text Frederik Dannevang, Direktør og medstifter af Pensure.

 

I disse tider hører man ofte om Boomers, Gen X’ers og Millennials. Godt nok er det i en lidt anden kontekst, end hvad vi beskæftiger os med i Pensure – nemlig i klimadebatten. Men dét fik Josefine og jeg til at tale om de forskellige generationer ud fra et digitalt forbrugerperspektiv, hvilket er særdeles relevant, når vi snakker pension.

Der er mange spændende virksomheder, som kommer stormende ind på diverse markeder med digitale løsninger henvendt de yngre generationer. Kigger vi på fintech-scenen lige nu, er der mange gode eksempler. De er super succesfulde inden for deres branche og især i deres målgruppe. De har set, at de eftertragtede Millennials og fremtidige Gen Zs, ikke er den type af forbrugere, der har tålmodigheden til at vente på en lang behandlingstid.

Men har Gen X og Baby Boomers egentlig det? Vores forbrug og vores vaner afhænger i høj grad af hvilke produkter, der er tilgængelige, serviceniveauet og i højere grad ser vi også, at det afhænger af hastigheden af servicen eller produktleveringen. Der er intet, der peger i retning af, at ældre generationer ikke også tilhører forbrugerne med tiltagende høje forventninger til hurtig service og digitale løsninger, der gør vores hverdag lettere.

Derudover har de seneste års digitale udvikling med smartphones og online løsninger i høj grad også smittet af på ældre generationer. Selvom flere har fortalt mig, at denne generation i højere grad foretrækker personlig service end Gen Z, så er ældre generationer hverken udigitale forbrugere, og har ej heller behov for at blive skolet igennem al ny teknologi.

Faktisk er den antagelse næsten komisk, når man ser på, hvem der støbte fundamentet for hele den teknologiske og onlinebaserede udvikling, vi ser i dag.

Kigger man på nogle af de nye spillere inden for forsikring, banking eller anden privatøkonomi, er de i høj grad henvendt Millennials. De har vundet ind med minimalistisk og lækkert design og imponerende on-brand sprog. Selvom nogle af deres strategier og kommunikation kan virke lidt for smart i en fart til alle, så peger intet imod, at ældre generationer ikke også ville sætte pris på hurtigere service, bedre brugerdesign, og digital overskuelighed som en standard service. Tværtimod.

Når vi snakker digital forbrugeradfærd ligner det faktisk, at vi alle er i en symbiose. Ældre generationer har skabt fundamentet, som muliggør udvikling af digitale services til de yngre generationer. Og de yngre generationers digitale engagement, trækker samtidigt de ældre generationer i en mere og mere digital retning.

Det er da smukt, er det ikke?

Artikel er oprindeligt delt fra Frederiks Linkedin