Hvorfor har din pension også forsikringer?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Alternate Text Frederik Dannevang, Direktør og medstifter af Pensure.

Forsikringer har eksisteret længere, end man tænker over i hverdagen.

Faktisk kan de første typer af forsikringer spores helt tilbage til oldtiden. Her var det ikke unormalt at indgå en gensidig aftale med sin nabo. Brændte nabohuset ned, havde du en forpligtelse til at hjælpe til med genopbygningen. Men brændte dit hus ned, kunne du få hjælp af nabofamilierne til opbygningen af dit eget hus.

Dette er naturligvis langt fra de forsikringer, som vi er vant til i dag, men grundprincipperne er de samme. Er uheldet ude, kan du og din familie få hjælp. Modydelsen er dog ikke arbejdskraft, men rettere en månedlig betaling, som du betaler til din udbyder, så de kan hjælpe, når du har allermest brug for det.

I Danmark har pensionsforsikringer, som er tilknyttet pensionsopsparingen, eksisteret i omtrent 200 år. I starten kunne du blot købe enkelte forsikringer, men de seneste år er antallet steget betydeligt. 

Disse forsikringer er til for at sikre din nutid, hvor selve pensionsopsparingen er til for at sikre din fremtid. Forsikringer som er knyttet til din pensionsopsparing, herunder eksempelvis tab af erhvervsevne, omtales i denne artikel som pensionsforsikringer.

De fire typiske pensionsforsikringer

Ofte er dine pensionsforsikringer oprettet igennem din arbejdsgiver. Har du en arbejdsgiverbetalt pension, er det kutyme, at pensionsordningen indeholder en forsikringspakke til virksomhedens medarbejdere.

Fordelen ved at have sine pensionsforsikringer igennem sin arbejdsgiver er, at man betaler den samme pris uanset køn og alder og denne ofte er lavere, end hvis du opretter pensionsforsikringen individuelt. I fagtermer kaldes dette en solidarisk pris.

Nedenfor går vi i dybden med de typiske pensionsforsikringer, hvorfor de er vigtige, og hvordan de fungerer.

Har du en obligatorisk firmapension eller en arbejdsmarkedspension, har du typisk flere af nedenstående pensionsforsikringer i din ordning.

 

Tab af erhvervsevne

Tab af erhvervsevneforsikringen er den mest famøse. Det er den, fordi den ofte anses for at være den vigtigste. For mange danskere er arbejdsevnen nemlig det største aktiv, specielt hvis man er ung. Og det er præcis dette aktiv, som du forsikrer med en tab af erhvervsevneforsikring.

Hvis du mister erhvervsevnen helt eller delvist, står de offentlige ydelser ofte ikke på mål med den indkomst, du er vant til. Netop af denne grund kan en tab af erhvervsevneforsikring, som dækker din månedlige indkomst, give den nødvendige økonomiske støtte. En god tommelfingerregel er, at en tab af erhvervsevneforsikring skal dække 80% af din løn, hvis du ikke kan arbejde længere.

Der er dog stor forskel på, hvornår en tab af erhvervsevneforsikring kan komme til udbetaling, alt efter, hvor den er oprettet. Nogle pensionsudbydere tilbyder forsikringer, der kommer til udbetaling, hvis du mister 1/2 af din erhvervsevne, hvor andre selskaber tilbyder udbetaling, hvis du mister 2/3 af din erhvervsevne.

 

Livsforsikring

Livsforsikringen sikrer dine efterladte, hvis du skulle dø. En livsforsikring kan eksempelvis udbetales til din partner eller børn. Hvis du ejer hus eller lejlighed sammen med din partner, kan livsforsikringen give den nødvendige økonomiske støtte, så hun eller han stadig har mulighed for at blive boende i jeres hjem.

Du kan tegne flere former for livsforsikringer. Eksempelvis findes der livsforsikringer, som giver et engangsbeløb til din partner, men der findes også livsforsikringer, som giver en løbende ydelse.

 

Visse kritiske sygdomme

Forsikring ved visse kritiske sygdomme giver dig en engangsudbetaling, hvis du får konstateret en af de sygdomme, der er dækket af forsikringen. Der er omtrent 25 sygdomme, der giver dig retten til en udbetaling, herunder eksempelvis kræft. Typisk ligger dækningen på mellem 100.000-250.000 kr.

 

Sundhedsforsikring

Sundhedsforsikringen er den sidste forsikringsdækning, som typisk vil indgå i din obligatoriske firmapension eller arbejdsmarkedspension. En sundhedsforsikring kan dække behandlinger hos eksempelvis en fysioterapeut eller en psykolog. Forsikringen vil oftest både dække arbejdsrelaterede skader og skader, der påføres privat.

 

Forsikringer og Pensionsguiden

I Pensure Pensionsguiden kan du se, hvilke forsikringer, der er knyttet til dine pensioner. Er kategorien gul, bør du kigge dine forsikringer igennem. Vær opmærksom på, at Pensionsguiden aldrig sætter kategorien til rød. Det skyldes, at valget om forsikringsdækninger er meget individuelt. En lav livsforsikringsdækning kan derfor passe din situation godt, men være for lav til en anden person med andre private forhold.

 

Pensure Pensionsguiden 

Hvis det viser sig, at du ikke er tilfreds med dine forsikringer, kan du tilmed blive guidet godt videre af en certificeret Pensure rådgiver. Og er du tilfreds med dine forsikringer, kan du opdatere din pensionsscore ved at klikke på knappen i bunden.

Du kan oprette en gratis bruger på Pensure Pensionsguiden og få indsigt i, hvordan dine forsikringer ser ud her:

Ønsker du at tjekke op på dine pensionsforsikringer, kommer her tre gode råd.

 

1. Er du overforsikret eller måske underforsikret?

Flere danskere oplever at være overforsikret på eksempelvis deres livsforsikring, men underforsikret på deres tab af erhvervsevneforsikring.

Har du ingen hjemmeboende børn og ingen gæld, kan dit behov for en livsforsikring være begrænset. Tjek Pensure Pensionsguiden om din samlede dækning er for høj. Hvis dette er tilfældet, kan du overveje at sløjfe eller nedsætte indbetalingen til livsforsikringen. På den måde kan en større del af din månedlige pensionsindbetaling gå til din pensionsopsparing fremfor en forsikring, du ikke har brug for. Hvis det viser sig, at din tab af erhvervsevneforsikring er for lille i forhold til din nuværende løn, kan du tilmed flytte indbetalingen fra din livsforsikring ind på en ekstra tab af erhvervsevneforsikring.

 

2. Hvem skal have pengene?

Når du opretter en forsikring, vil den være oprettet med Nærmeste pårørende som begunstiget, medmindre andet er aftalt med din pensionsudbyder. Den begunstigede er blot et udtryk for, hvem der skal have forsikringsydelserne, hvis du dør. Er Nærmeste pårørende begunstiget på din forsikring, vil udbetalingerne følge denne udbetalingsrækkefølge:

  1. Ægtefælle eller registreret partner
  2. Samlever, der opfylder følgende betingelser: Fælles bopæl på dødsfaldstidspunktet, og
    a) har, har haft eller venter barn sammen, eller b) har levet sammen med forsikringstageren i ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste to år før dødsfaldet
  3. Børn inkl. adoptivbørn og deres livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn, osv.)
  4. Testamente
  5. Arvelovens regler

  1. Ægtefælle eller registreret partner
  2. Børn inkl. adoptivbørn og deres livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn, osv.)
  3. Testamente
  4. Arvelovens regler

Hvis du ikke har en ægtefælle eller en registreret partner, vil næste i rækkefølgen få pengene. Dette fortsætter, indtil forsikringsydelserne finder vej til den første som passer i en af kategorierne.

Som du kan se, er der forskel på Nærmeste pårørende alt efter, hvornår din forsikring er oprettet. Er din forsikring oprettet før 2008, vil samlevende ikke modtage forsikringsydelserne. Har du en samlever, bør du derfor være opmærksom på dette. Du kan altid bede din pensionsudbyder om at opdatere din begunstigelse til den nye betegnelse.

Ønsker du at være sikker på, at forsikringsydelserne går til en bestemt person, kan du også lave en navngivet begunstigelse.

 

3. Har du oplevet store livsændringer?

En god tommelfingerregel er, at tjekke dine forsikringer ved store livsændringer. Er du blevet gift? Har du fået børn? Har du købt hus? Eller har du måske skiftet job, arvet penge eller noget helt andet? Hvis du kan sige ja til én eller flere af disse kategorier, er det ofte en god idé at tjekke dine pensionsforsikringer.

Hvis du ønsker hjælp til en gennemgang af dine pensionsforsikringer, tilbyder vi en 30 minutters uforpligtende gennemgang med en certificeret rådgiver.