Hvor meget bør du spare op til din pension?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Alternate Text Jon Reitz, Direktør og medstifter af Pensure.

Hvor meget skal jeg spare op til min pension? Det er et spørgsmål vi hører ofte og som kan besvares på mange måder. 

Det åbenlyse svar ville være, at du skal spare nok op til, at du kan leve det liv du gerne vil leve. Både i dag og som pensionist. 

Men hvor meget er det så?

Nogle rådgivere vælger at svare med en tommelfingerregel og andre med uddybende spørgsmål, lange forklaringer og komplekse beregningsmodeller.

Betyder det så, at tommelfingerreglen er nok? Eller kræver det komplekse beregninger med mange decimaler? 

Det kommer an på hvordan din økonomi er sat sammen og hvordan du gerne vil leve i din tredje alder. Jeg vil i dette blogindlæg forsøge at give et overblik over, hvornår tommelfingerreglerne er tilstrækkelige og hvor du kan søge svar, hvis de ikke passer til dig.

 

Hvor stor skal min pension være – tommelfingerreglerne

For at svare på hvor meget du bør indbetale til din pension, skal vi starte med, hvor meget du bør have på din pensionsopsparing ved pensionering. 

Her anvendes ofte regler om, hvor stor din pension eller dine pensionsudbetalinger skal være, når du vælger at trække dig tilbage – i forhold til din løn i dag. Reglernes popularitet skyldes i høj grad, at de er nemme at forholde sig til og at de kan gælde uanset om du tjener 25.000 kr. eller 100.000 kr. om måneden.

 

7-10 gange din årsløn i pensionsopsparing

Den nok mest anvendte tommelfingerregel lyder, at du skal have sparet 7-10 gange din årsløn op, når du går på pension. Nogle pensionsselskaber mener 7, hvor andre mener 10.

Det betyder altså, at tjener du 30.000 kr. om måneden skal din pensionsopsparing lande mellem 2,5 mio. og 3,6 mio. kr. ved pensionering.

Som det store spænd tydeligt fortæller, er denne regel generelt meget følsom overfor de forudsætninger der er gjort om dig og din økonomi. 

 Reglen er tilstrækkelig, hvis

 
  • Du ønsker et groft estimat på, om du er på rette spor.
  • Du ikke har store opsparinger at leve for ved siden af din pension.
  • Du har en plan om at gå på pension, når du kan begynde at modtage folkepension - og ikke før.
  • Du gerne vil fortsætte en livsstil, der minder om den du har i dag.

 Reglen er ikke tilstrækkelig, hvis

 
  • Du gerne vil gå enten tidligere eller senere på pension, end din folkepensionsalder.
  • Du har væsentlige opsparinger ved siden af din pension, som der ikke er taget med i beregningen. Dette kunne være i form af et hus, en virksomhed, anden opsparing eller arv.
  • Du har et ønske om at have enten færre eller flere penge til rådighed, end du har i dag.
  • Du har planer om en mere fleksibel pensionstilværelse, f.eks. som delvist pensioneret.

 70-80% af din nuværende løn i pension

Den anden og mere præcise tommelfingerregel lyder, at du skal have mellem 70% og 80% af din nuværende løn i pension for at kunne opretholde den samme levestandard som i dag.

Men hvordan kan 80% give det samme?

Fordi du typisk vil have færre udgifter som pensionist. F.eks. vil du ikke skulle betale arbejdsmarkedsbidrag (8%), du vil typisk have færre udgifter til transport og børnene vil være vokset op og (forhåbentlig) flyttet hjemmefra.

Med andre ord betyder det, at du med en indkomst på 30.000 kr. om måneden i dag, bør have en indkomst på mellem 21.000 og 24.000 kr. om måneden før skat. 

 Reglen er tilstrækkelig, hvis

 
  • Du ikke har store opsparinger at leve for, ved siden af pensionen.
  • Du gerne vil fortsætte en livsstil, der minder om den du har i dag.

 Reglen er ikke tilstrækkelig, hvis

 
  • Du har væsentlige opsparinger ved siden af din pension, som der ikke er taget med i beregningen. Dette kunne være i form af et hus, en virksomhed, anden opsparing eller arv.
  • Du har et ønske om at have enten færre eller flere penge til rådighed, end du har i dag.
  • Du har planer om en mere fleksibel pensionstilværelse, f.eks. som delvist pensioneret.

Hvad står jeg til at få i pension?

Du kan på Pensionsguiden gratis oprette en bruger og få et overblik over dine pensioner. Under fanen “Udbetaling” kan du se din forventede pension. Her kan du prøve at sammenholde din pension med din løn i dag og se hvordan du ligger.

 

 

Tommelfingerreglerne passer ikke på mig?

Hvis du, som mange andre, ikke ser dig selv i en af ovenstående kasser er der hjælp at hente.
På Pensionsguiden kan du tilpasse dine ønsker og krav til pensionstilværelsen, så det passer til det liv du gerne vil leve.

Her kan du f.eks. se konsekvensen ved en højere eller en lavere pensionsalder eller et andet pensionsmål.

Pensure Pensionsguiden 

 

Ønsker du måske at have flere penge til rejser i din pensionstilværelse eller at leve mere simpelt end du har gjort i arbejde, kan du tilpasse din ønskede indkomst. Drømmer du om at gå tidligere på pension, kan du ændre din ønskede pensionsalder.

Du kan risikofrit ændre dine ønsker og lege med tallene under præferencer.

Pensure Pensionsguiden regner herefter på, hvad det vil betyde for din pension og om du står til at nå dine mål. Bliver kategorien Størrelsen på opsparing gul eller rød, kan du trykke på kategorien for at se, hvordan du kommer i mål.

 

FAQ: Opsparing til pension

På Pensionsguiden under fanen “Udbetaling” er det muligt at se, hvor store udbetalinger du kan forvente fra dine pensioner og i hvor lang tid du kan forvente dem. 

På startsiden på Pensionsguiden vil der fremgå, hvor meget du samlet set har sparet op i dag. Er du kunde i flere pensionsselskaber kan du under fanen “Opsparing se, hvordan din pensionsopsparing er fordelt.  

Du kan ikke ændre dine faktiske pensionsforhold på Pensionsguiden. Guiden er skabt til dig, der savner overblik og indsigt i din pension. Du kan derfor risikofrit ændre ved dine mål og se hvilke muligheder der er i din økonomi.

Vi arbejder på at kunne inkludere anden opsparing i Pensionsguiden. Hvis du gerne vil høre mere, har du muligheden for at booke et møde med en af vores rådgivere under fanen Indsigt & Rådgivning.

Vi arbejder på at kunne inkludere fast ejendom i Pensionsguiden. Hvis du gerne vil høre mere, har du muligheden for at booke et møde med en af vores rådgivere under fanen Indsigt & Rådgivning.